Kære ildsjæl – hold balancen
I denne tid synes jeg, at jeg møder en del mennesker, der er så optaget af deres arbejde, at de indimellem glemmer balancen. De når dertil, hvor det begynder at gå ud over nattesøvnen, fysikken reagerer med ondt i maven, hovedpine, og de reagerer på en anden måde over for andre, end de plejer.
Jeg ved, stress af mange stadig betragtes som skamfuldt. Det er det på ingen måde. Stress rammer mange. Det er ovenikøbet især mennesker, der er ildsjæle, der ofte kommer derud, hvor de mister den sunde work-life-balance. Det er mennesker, der er skattede medarbejdere, fordi de arbejder og arbejder og arbejder og ofte gør et rigtig godt stykke arbejde. De præsterer, og de leverer. De har styr på tilværelsen, og de har normalt overblik. Men det kan altså blive for meget. De kan også gå hen og glemme sig selv.
Det er et godt stykke tid siden, jeg sidst skrev her på bloggen – og det er udtryk for, at jeg i en periode valgte at prioritere noget andet, der skulle gøres klar, så jeg samtidig kunne holde min balance. For jeg er også en ildsjæl – og jeg har også oplevet stress – så jeg ved, hvor vigtigt det er at holde balancen.
Et lille tip til dig: Lær dig selv at sige “Pyt” – ikke forstået som at du er ligeglad, men forstået som at du indimellem må levere til 60% af din formåen grundet en sund prioritering af dig selv.
Ps. Når du siger nej til til andre, siger du ja til dig selv.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!